Packice
Kennel Packice, der er ejet af Anne Schierup og Henrik
Søeborg, blev FCI registreret i 2006 efter lukningen af kennel
Taymyr, som Henrik var medstifter og –ejer af. Kennel Packice fortsætter
opdrættet af Siberian Husky med Taymyr-linierne, og med Anne er
også racen Alaskan Malamute kommet til.
Begge disse herlige slædehunderacer har stor del i vores hverdag
– og i vore hjerter.
Avlsmæssigt er vor målsætning kvalitet fremfor kvantitet. Vi har ingen ambitioner
om at lave rigtig mange hvalpe og vil hovedsagelig kun foretage parringer,
som vi selv er interesseret i at beholde en eller flere hvalpe fra. Forud for enhver
parring går grundige overvejelser. De enkelte avlspartnere og linierne bag
dem vurderes i forhold til vores fortolkning af den respektive racestandard,
med fokus på helbredsstatus, temperamenter, sociale indstillinger
og flokegenskaber, samt de to individers eksteriørmæssige kvaliteter.
Det er aldrig nogen hurtig beslutning, for resultatet skulle jo gerne
blive et kuld racetypiske, smukke, sunde og dejlige hvalpe. De hunde vi
benytter i vort avlsprogram er alle er avlsgodkendte på en DKK-anerkendt-udstilling
med minimum 1. præmie m/championkvalitet, de er alle undersøgte og frie
for såvel Hofteledsdysplasi som arvelige øjensygdomme (Cataract og PRA),
og hundene lever op til vore egne krav som værende gode eksemplarer af
racen.
Vi kræver ikke at ”vore” hvalpe bliver udstillet eller
brugt til trækaktiviteter, men det glæder os meget hvis hvalpene
bliver benyttet aktivt til den ene eller den anden, eller en helt tredje
aktivitet.
De fleste af hvalpene vil blive solgt som familiehunde,
og vores eneste krav er, at hvalpekøberne har forberedt sig grundigt
på købet ved at sætte sig ind i, hvad det nye familiemedlem
vil betyde for dem og deres livsstil, og så selvfølgelig
at hvalpen får masser af kærlighed.
Det er uendelig vigtigt for os at "vore" hvalpe får et godt hjem, og derfor
vil vi altid møde folk personligt forud for et hvalpekøb. Vi mener, at
det er meget vigtigt, at hvalpekøberne har tillid til det kommende familiemedlems
opdrættere, og mulighed for senere at søge råd og vejledning hos disse.
For os slutter tilknytningen til hvalpen ikke når den 8 uger gammel rejser
til sit nye hjem. Vi vil meget gerne kunne følge lidt med i hvalpens udvikling
fra sidelinien og bistå med al den hjælp, der måtte blive brug for i dens
liv og færden. |